Politiet tilkaldt: Afpresser arbejdsgiver med ko

Dette er ikke den omtalte ko fra sagen, men blot et genrefoto. Foto: Shutterstock

Onsdag måtte politiet rykke ud til en noget anderledes sag.

Mange mennesker har sikkert prøvet at have stridigheder med chefen. Oftest kan det forhåbentlig løses med en dialog, men i nogle kan man ikke blive enige om en løsning - og så kan det gå helt i hårdknude. 

Det kan man vidst roligt sige, om en situation mellem en 26-årig ansat og hans arbejdsgiver. 

Angiveligt skulle uenigheden være udsprunget af, at den 26-årige ønskede at opsige sin stilling og at arbejdsgiver her påpeger at der er 30 dages opsigelse. Den 26-årige mand ville dog ikke blive i de 30 dage og her eskalerede striden så. Det skriver JydskeVestkysten.

Nægtede at udpege ko

Onsdag måtte Syd- og Sønderjyllands Politi derfor sende en patrulje ud til en mælkegård, beliggende på Dejrupvej, mellem Nørre Nebel og Outrup.

Den 26-årige havde nemlig meddelt sin arbejdsgiver en anderledes besked, som endte i en noget speciel sag om afpresning.

Manden som er udenlandsk statsborger havde meddelt sin arbejdsgiver, at han havde overmedicineret en ko - og nu ville han ikke sige hvilken ko der var tale om.

For arbejdsgiveren havde det store konsekvenser.

Det betød nemlig, at alt mælk skulle destrueres, fordi mælk fra en medicineret ko ikke må leveres. Derfor blev politiet kaldt ud til stedet.

Her blev den 26-årige mand anholdt og sigtet for afpresning. Det lykkedes også at få ham til at fortælle, hvilken ko der var tale om, hvorefter den blev taget ud af mælkeproduktionen. 

Efterfølgende blev manden løsladt igen.