Blodigt drama tirsdag morgen: Mand i livsfare

Billede fra gerningsstedet. Foto: Presse-foto.dk

Tirsdag morgen udspillede der sig et blodigt drama ved Holbæk havn, som fik politiet til at rykke massivt ud til stedet. Nu er tre mænd anholdt.

Hvad politiet formoder at være et internt opgør mellem de tre anholdte og offeret i sagen, resulterede i et blodigt udfald, hvor offeret nu er i livsfare, det skriver Ekstra Bladet.

Anmelderen af episoden var den 53-årige fodterapeut, Charlotte Mosegaard. Hun oplevede episoden på tætteste hold. Hun hørte postyr udenfor sin klinik for fodterapi, så hun skyndte sig ud for at se hvad der var fat. 

“Der kom en meget blødende mand imod mig og bad mig ringe 112, så det gjorde jeg”, fortæller hun til Ekstra Bladet. 

 

 

Politi og redningsmandskab rykkede herefter massivt ud til området omkring Holdbæk Havn. Lindevej hvor den hårdt sårede mand faldt om, var for smal til at bilerne kunne komme ind, så lægeambulancen måtte i stedet lande på havnen. 

Offeret beskrives som alvorligt såret, af hvad som formodes at være knivstik og er ifølge politiet i livsfare.

Politiet har anholdt tre mænd i sagen og arbejder lige nu på at afdække, hvilken rolle de tre har spillet i sagen, fortæller Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.