Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, mener, at vi skal tage et større ansvar for vores egen sikkerhed i Europa.
Torsdag eftermiddag ankom statsminister Mette Frederiksen til Paris. Hun er rejst til den franske hovedstad, da hun sammen med andre ledere i EU skal træffe 'nødvendige beslutninger'.
Det er beslutninger, der skal træffes på grund af 'den nye sikkerhedssituation', der naturligvis er opstået som følge af den russiske invasion af Ukraine.
"Ankom til Paris i går eftermiddags for at mødes med mine europæiske kollegaer. Vi skal træffe nogle svære men også nødvendige beslutninger i lyset af den nye sikkerhedssituation," skriver Mette Frederiksen på Facebook.
På Facebook skriver Mette Frederiksen blandt andet, at det ikke går, at vi i fremtiden skal være afhængige af at få leveret gas fra Rusland. Derimod er det på tide, at Europa tager et større ansvar for egen sikkerhed, lyder det.
"Det går ikke, at vi fortsætter vores afhængighed af russisk gas. Og så skal vi i Europa tage større ansvar for vores egen sikkerhed – i tæt samarbejde med USA og NATO," skriver hun.
Ydermere skriver hun, at Danmark selvfølgelig skal tage del i dette. Hun mener nemlig, at Danmark skal 'være i hjertet af vores kontinent'.
"Danmark skal være i hjertet af vores kontinent. Det er i alvorlige tider som disse, at vi skal vise sammenhold," skriver Mette Frederiksen.
Derudover oplyser hun, at flygtningesituationen, der berører flere lande i Europa, også er et af de emner, der er på dagsordenen ved mødet i Paris.
Det samme gør sig gældende for de stigende priser på bl.a. olie, fødevarer mv., der er forårsaget af de mange sanktioner, som Rusland er blevet pålagt, efter deres invasion af Ukraine.
"Den dramatiske flygtningesituation diskuterer vi selvfølgelig også. Og de stigende priser. Krigen kommer med en pris. Mange svære beslutninger forude," runder hun af.