7-8 unge tæskede læs på en 13-årig dreng.
Midt- og Vestsjællands Politi fortæller fredag, at de søger vidner til et overfald på en 13-årig dreng fra Helsinge, som fandt sted tirsdag 14. juli i år omkring kl. 18.30. Overfaldet fandt sted på det offentlige toilet, som ligger i tæt ved amfiteatret i Folkeparken i Roskilde.
Her blev drengen passet op af en gruppe unge mænd, som overfaldt den 13-årige med slag og spark. Drengen blev truet med kniv, og de fratog hans Iphone mobiltelefon og hans bæltetaske af mrk. Gucci, før de stak af fra stedet. Drengen blev efterfølgende undersøgt på hospitalet, hvor det blev konstateret, at han havde brækket næsen.
Sagen blev anmeldt tirsdag aften af den 13-åriges mor, som onsdag mødte på politistationen til afhøring med sin søn.
Stor gruppe unge drenge
Det var mørkt på toilettet, så signalementet af gerningsmændene er sparsomt, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.
De beskrives som:
- 7-8 unge mænd i alderen 14-16 år.
- Iført mørkt tøj og maskering, kun med øjenomgivelserne synlige.
- De havde både lys og mørk hud.
- Nogen talte dansk andre talte dansk med udenlandsk accent.
Politiet efterforsker den meget grove sag om overfald på den 13-årige dreng.
Vidner som har bemærket en gruppe af unge mænd i Folkeparken tirsdag aften omkring kl. 18.30, eller i området omkring Folkeparken før og efter gerningstidspunktet bedes kontakte politiet. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.