Stina håber, at en dusør vil kunne hjælpe med at finde den mand, der lemlæstede hendes hest til døde.
Hun udlover 25.000 kr. til den person, der kan finde frem til den mand, der dræbte hesten, skriver B.T.
Stinas fjordhest blev lemlæstet af en ukendt gerningsmand natten til fredag d. 11. september, hvor han sneg sig ind på Holbæk Rideklub.
Det lykkedes dog rideklubbens kameraer at fange manden, da han ankom, og da han forlod stedet tre timer senere. Det så ud til, at han gik med en flaske i hånden.
Hesten måtte aflives på stedet
De opdagede, hvad der var sket, og de kontaktede en vagtdyrlæge, der sagde, at hesten blødte så kraftigt, at den måtte aflives på stedet, så hesten ikke længere skulle lide.
”Selvom politiet har efterlyst gerningsmanden via overvågningsbillederne, er der foreløbig ikke sket noget. Derfor føler jeg og min familie, at vi selv er nødt til at gøre noget, og derfor udlover vi nu en dusør på 25.000 kr. for oplysninger, der kan føre til, at politiet anholder den eller de skyldige,” udtaler Stina Myrholm til B.T.
Hesten blev obduceret, men Stina har aldrig fået fortalt, hvad den præcise dødsårsag var.
Stina var i chok i den første tid efter tabet af sin hest, og fornemmelsen har ikke helt fortaget sig endnu.
Dem, der har oplysninger om mishandlingen, opfordres til at kontakte politiet på 114.