Det endte med at blive en dyr fornøjelse.
Mandag aften måtte politiet rykke ud til Pogebanken i Holmebæk i Herfølge. Her havde ordensmagten nemlig fået nys om, at en gruppe unge mennesker havde forsamlet sig. Udover at de sad sammen, så spillede de også musik, der havde nået en lydstyrke, hvor den var til gene for de andre indbyggere i området. Derfor sendte Midt- og Vestsjællands Politi en patrulje af sted lidt efter klokken 21.
Patruljen kørte til Pogebanken, hvor en gruppe unge mennesker havde taget ophold ved den lokale SFO, hvor de spillede høj musik. Patruljen hørte også den høje musik, da de ankom til stedet. Gruppen af drenge stak af på cykel, da de så politiet. To drenge på 13 og 14 år standsede dog, og betjentene tog en snak med dem.
Snakken endte med at blive en dyr omgang for de to drenge.
Den 14-årige medbragte den soundbox, som der var blevet spillet musik fra. Politiet tog musikanlægget i bevaring og underrettede drengenes forældre om episoden. Den 14-årige kan få sit anlæg udleveret på Køge Politistation efter aftale.
Oplever drastisk stigning
Det er ikke kun på Sjælland, at der er problemer med de ulovlige fester. Det har politikredse over hele landet oplevet som et stigende problem, siden coronakrisen for alvor gik igang og nattelivet lukkede ned. Det fortæller bl.a. Fyns Politi.
I forhold til sidste år, hvor der i perioden 1. juni til 6. juli 2019, var 189 anmeldelser om musik til ulempe, ses der i samme periode i år hele 357 anmeldelser om musik til ulempe. Anmeldelserne kommer primært fra Odense, Svendborg og Middelfart.
”Det vi ser i øjeblikket er voldsomt. Næsten 200 af de 357 anmeldelser om musik til ulempe vedrører private fester. De resterende er fra grønne områder og på gaden. At vi får så mange anmeldelser er formentligt en naturlig konsekvens af, at flere er hjemme og at bylivet lukker tidligt. Vi kan godt forstå de unge mennesker, men den voldsomme stigning i anmeldelser gør, at vi er nød til at handle på det,” siger Sten Sørensen fra Fyns Politi.