Onsdag eftermiddag var der en svindler på spil, da en mand modtog en noget besynderlig opringning.
Der har den seneste tid været mange svindelnumre i omløb - både telefoniske og på mail. Denne gang er det så ‘Per’ som er på spil.
En 67-årig mand fra Grenå blev onsdag eftermiddag ved 15 tiden ringet op af en mand, som udgav sig for at være ‘Per’ fra Danske Bank. Han havde dårligt nyt til den 67-årige mand, der var nemlig netop nogle svindlere som i selvsamme øjeblik, var ved at overføre intet mindre end 73.000 kroner fra den 67-åriges konto, samt 8.000 kroner fra den 67-åriges hustrus konto, til en fremmed konto.
Heldigvis mente ‘Per’ at kunne stoppe denne ulovlighed, det eneste han skulle bruge var den 67-åriges CPR-oplysninger og hans login oplysninger til NemID.
I første øjeblik begyndte den 67-årige at finde oplysningerne frem, men syntes hurtigt at der var noget som lugtede lidt uldent. Derfor bad den 67-årige om i stedet for at blive sat i kontakt med sin egen bank.
Banken lukket på grund af corona
Det kunne dog desværre ikke lade sig gøre, da Danske Bank var lukket som følge af Coronavirus oplyste ‘Per’ - derfor var han nu ansat som sikkerhedsrådgiver mens banken var lukket.
Derudover kunne ‘Per’ også informere om at når parret havde givet ham deres oplysninger, var det vigtigt at de tog simkortet ud af deres telefoner - og ikke brugte hverken dem eller deres computeren indtil klokken 10.00 den følgende dag.
Samlet set lød det hele nu en kende for mistænkeligt for den 67-årige, så han meddelte den såkaldte ‘Per’ at politiet ville blive kontaktet og derefter lagde han på.
Han ringede også straks til Danske Bank og fik for en sikkerheds skyld spærret både NemID og alle parrets konti.
Politiet opfordrer på det kraftigste til aldrig at udlevere personlige oplysninger over telefonen. Desuden minder de om at banker og offentlige myndigheder aldrig vil have brug for at få udleveret oplysninger om NemID over telefonen.