Tumult mellem pårørende fra begge sider fik tirsdag politiet til at skride ind to gange ved Retten i Næstved, da sagen om det såkaldte Rønnede-drab blev indledt.
Der udspillede sig dramatiske scener ved Retten i Næstved tirsdag, da retssagen mod en 59-årig mand, der er tiltalt for drab, begyndte klokken 09.30.
Under rettens pauser opstod der ifølge Presse-Fotos tumult mellem pårørende til den tiltalte og afdødes familie, og politiet måtte gribe ind to gange.
Anden gang politiet skred ind inde i retsbygningen, lød det højt fra en af de tilstedeværende:
“Hey, vi snakker bare.”
Fra en anden i gruppen lød det kort efter:
“Min onkel er blevet brændt, mand!”
Da retten derefter gik til en tidligere end planlagt frokostpause, rykkede politiet ud foran retsbygningen med forstærkninger. Betjentene havde skarpladte skydevåben trukket, og en politidrone blev sendt op over området, mens de to grupper blev adskilt. En person råbte under forløbet:
“Jeg snakker bare med min bror.”
Tiltalt for drab og for at have beordret ligafbrænding
Hovedtiltalte i sagen er en 59-årig mand, der er tiltalt for drab på en 52-årig mand. Den 59-årige nægter at have skudt den 52-årige, men erkender at have placeret den afdøde i en plastiktønde og at have bedt to andre mænd om at brænde liget, skriver TV 2 Øst.
Han afviser samtidig at have ejet den 9 mm-pistol, som anklagemyndigheden mener blev brugt til drabet.
En obduktion har vist, at den 52-årige blev ramt af et enkelt skud i hjertet. Det afgørende spørgsmål for retten er, om skuddet faldt forsætligt eller ved et uheld under en konfrontation mellem de to mænd, der ifølge sagen havde en strid om udlejningsbiler på et autoværksted i Brøndby.
Liget fundet forkullet nær Skovtårnet
Det var lørdag den 20. september 2025, at politiet fandt den afdøde på Hestehavevej ved Rønnede. Liget var så kraftigt forbrændt, at det tog flere dage at få den dræbte identificeret. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har stået for efterforskningen.
Ifølge anklagen blev den 52-årige skudt i Brøndby, hvorefter to andre mænd lagde ham i en plastiktønde, placerede tønden i en varevogn og kørte fra Brøndby til Rønnede. Den 18. september 2025 hældte de brandbar væske over liget og satte ild til det nær Skovtårnet, skriver TV 2 Øst.
De to mænd på 46 og 48 år har tidligere erkendt usømmelig omgang med lig og blev idømt tre måneders fængsel. I alt blev ni personer anholdt i efterforskningen, og også en 58-årig mand er tiltalt for drab i sagen.
Retssagen mod den 59-årige fortsætter ved Retten i Næstved onsdag den 14. oktober.