Forside Sjælland Anmeldelserne vælter ind: Politiet advarer danskerne om ny type svindel

Anmeldelserne vælter ind: Politiet advarer danskerne om ny type svindel

Anmeldelserne vælter ind: Politiet advarer danskerne om ny type svindel
Foto: Shutterstock

Svindlerne udgav sig for ansatte i Nordea, Jyske Bank og NETS, og flere steder sendte de en kurer direkte hjem efter bankkortet.

Fem ældre borgere i Nordsjælland blev, tirsdag den 29. september, onsdag den 30. september og torsdag den 1. oktober udsat for forsøg på kontaktbedrageri, hvor gerningsmænd udgav sig for at være ansatte i deres bank eller i NETS.

I fire af sagerne lykkedes det svindlerne at få fat i bankkort og koder, oplyser Nordsjællands Politi i uddraget af døgnrapporten.

En 91-årig kvinde i Helsingør fik tirsdag besøg af en mand, der udgav sig for at være ansat i Nordea, og ville “scanne hendes dankort”.

Han blev ved en fejl lukket ind og krævede kortet udleveret. Kvinden udleverede sit udløbede dankort, før manden forsvandt.

Mønsteret gik igen i de øvrige sager. En 87-årig mand i Stenløse blev kontaktet af en “rådgiver” fra Jyske Bank, der hævdede, at der blev trukket 19.000 kroner fra hans konto, men han afbrød opkaldet.

To kvinder på 82 år i henholdsvis Helsinge og Græsted og en 85-årig kvinde i Græsted blev alle ringet op af en falsk bank- eller NETS-ansat om mistænkelige hævninger. Kort efter mødte en kurer op og hentede deres bankkort.

I sagen fra Helsinge var 8.000 kroner allerede overført til en konto i Spanien, og i Græsted blev der hævet over 9.000 kroner, inden den 85-årige opdagede, at kortet var væk.

Læg på og ring selv tilbage

Nordsjællands Politi beder borgerne være særligt skeptiske, når nogen uopfordret ringer og udgiver sig for at være fra banken.

“Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på,” lyder anbefalingen fra politikredsen ifølge TV 2 Kosmopol.

Politiet understreger desuden, at hverken banker eller politi beder borgere udlevere bankkort, kontanter eller koder til en kurer, der kommer forbi hjemmet.

CPR-læk gør svindel sværere at gennemskue

Advarslen falder, kort efter at Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet den 5. oktober oplyste, at uvedkommende har fået adgang til navne, adresser og CPR-numre på op mod 8,8 millioner personer, der er eller har været registreret i CPR.

Ministeriet skriver, at personoplysningerne kan misbruges i forbindelse med svindel, og myndighederne opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme på uventede opkald, sms-beskeder og mails, hvor afsenderen bruger personlige oplysninger for at virke troværdig.

Borgere opfordres til aldrig at udlevere MitID-oplysninger, engangskoder eller kortoplysninger og til at oprette en kreditadvarsel på borger.dk, så det bliver sværere for andre at optage lån i deres navn.

Er man i tvivl om, hvorvidt man er blevet forsøgt snydt, kan man ringe til Cyberhotlinen på 33 37 00 37. Konkrete anmeldelser af bedrageri eller forsøg på bedrageri sker til politiet på 114.

Ads by MGDK