Forside Udland Tidligere lærer dømt for alvorlige overgreb mod børn: Nu er...

Tidligere lærer dømt for alvorlige overgreb mod børn: Nu er der nye uhyggelige detaljer

Tidligere lærer dømt for alvorlige overgreb mod børn: Nu er der nye uhyggelige detaljer
Foto: Roland Magnusson / Shutterstock.com

En mand i slutningen af 20’erne mister også for altid retten til at arbejde med børn, efter at en norsk ret har kendt ham skyldig i seksuelle overgreb og i at have spredt materiale om sine elever i et krypteret netværk.

En tidligere lærer fra Rogaland er idømt fem års fængsel for seksuelle overgreb mod børn under 10 år og for at have delt identificerbare billeder og videoer af sine egne elever i lukkede, krypterede netværk for pædofile.

Dommen faldt mandag den 12. oktober ved Haugaland og Sunnhordland tingrett og er enstemmig, oplyser NRK. Manden er uddannet lærer og arbejdede i skolen, da forholdene fandt sted.

Ud over selve fængselsstraffen er den dømte frakendt retten til at arbejde som lærer, skoleleder eller i andre stillinger med kontakt til børn under 18 år. Det er en permanent frakendelse, der gælder resten af livet. Han er desuden pålagt et femårigt kontaktforbud over for tre af de forurettede børn.

Delte materiale om sine elever i krypteret netværk

Ifølge dommen skaffede manden sig gennem sin stilling adgang til intetanende elever, hvis billeder og videoer han tog. Materialet delte han sammen med skriftlige, seksuelle fremstillinger af børnene i lukkede, krypterede netværk for pædofile.

Han er desuden fundet skyldig i seksuelle overgreb mod to børn i sin egen familie, herunder sin søn og sin nevø. Han skal betale i alt 520.000 norske kroner (cirka 364.000 danske kroner) i oprejsningserstatning til to af de familiemedlemmer, han forgreb sig på.

En medtiltalt, mandens samlever, blev i samme sag idømt 60 dages fængsel for at have delt og opbevaret materiale, der seksualiserer børn.

Forsvareren vil anke

Dommen er ikke retskraftig og kan ankes. Mandens forsvarer, advokat Ben Einar Grindhaug, har varslet, at han vil anke den del af dommen, der vedrører overgrebet mod den dømtes søn, skriver Radio Haugaland.

Ifølge samme medie fordeler oprejsningserstatningen sig med 200.000 kroner til sønnen og 320.000 kroner til en nevø.

Hverken den dømte eller skolen, han var ansat på, er identificeret i de offentlige oplysninger om sagen.

Ads by MGDK