Slår offer og kalder ham 'fucking neger': Nu er der nyt i sagen

Foto: Shutterstock

Nu er der nyt i sagen, der startede med et gadeoverfald i Fredericia.

Nu fortæller Sydøstjyllands Politi nyt om det overfald, der tirsdag i denne uge fandt sted i Fredericia. Overfaldet fik meget omtale onsdag, da politiet meldte ud, at de mente, der var tale om en såkaldt hadforbrydelse. 

Den overbevisning har politiet fortsat, fortæller Sydøstjyllands Politi i et nyt opslag på Facebook.

 

"I går eftermiddags blev en 36-årig mand fra Fredericia anholdt i Fredericia omkring kl. 15.00. Han har erkendt at have begået et overfald mod en 58-årig mand på Erritsø bygade i Fredericia den 25. maj 2021 omkring kl 16.30," skriver politiet, inden de tilføjer:

 

"Den mistænkte mand sigtes for vold med den særligt skærpende omstændighed, at gerningen menes at have baggrund i den 58-åriges etniske oprindelse."

Fastholder

Senere torsdag formiddag træder manden frem foran en dommer.

 

"Han fremstilles senere i dag kl. 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Den 36-årige erkender delvist forholdet, men han benægter, at gerningen skulle have baggrund i den 58-åriges etniske oprindelse," oplyser Sydøstjyllands Politi.

Offeret fastholder, at gerningsmanden kom med racistiske tilråb under overfaldet.

 

"Den 58-årige mand, der er af afrikansk oprindelse fra Fredericia, blev tirsdag eftermiddag ifølge sigtelsen overfaldet med knytnæve-slag, efter gerningsmanden havde kaldt ham ’fucking neger’ og begrundet overfaldet med, at den 57-årige skulle overfaldes ’bare fordi han var der'," skriver politiet.

De fortæller desuden, at anmeldelsen ikke kom fra offeret, men derimod fra et vidne, der overværede overfaldet.

 

"Overfaldet blev anmeldt til os af en borger, der tilfældigt havde overværet det. Vi tog straks anmeldelsen meget alvorligt og indledte en koncentreret efterforskning og ihærdig søgning efter gerningsmanden. I går omkring kl. 15.00 meldte den 36-årige så sig selv med sin advokat til politiet," afslutter Sydøstjyllands Politi opslaget på Facebook.