Onsdag udspillede der sig en noget anderledes hændelse i Netto, hvor en kvinde forsøgte at stjæle blandt andet tre køkkenruller og en mobiltelefon.
En kvinde løb ind i en Netto butik i Odense onsdag aften, hvor hun til en ansat fortalte at hun havde søgt tilflugt i butikken fordi hun var blevet overfaldet af sin kæreste. Det skriver Fyns Politi i deres døgnrapport.
Personalet i butikken tog derfor kvinden med ud baglokalet for at få hende til at falde til ro, her tilkaldte de også politiet for at de kunne tage imod anmeldelsen om overfaldet.
Det viste sig at være heldigt at de havde tilkaldt ordensmagten, for pludselig udviklede situationen sig. I et øjeblik hvor kvinden var alene i butikkens baglokale snuppede hun en af de ansattes indkøbsnet hvori der var en mobiltelefon og et headset. Derudover åbnede kvinden også en pakke med køkkenruller, hvoraf hun tog tre ruller og lagde dem i indkøbsnettet.
Rasende over at blive opdaget
Da kvinden herefter forsøger at forlade butikken, støder hun uheldigvis ind i den ansatte, hvis indkøbsnet hun har stjålet. Det opdager den ansatte med det samme og stopper derfor kvinden. Det gjorde kvinden rasende og hun råbte blandt andet “Jeg smadrer dit kranie” til den ansatte.
Det viste sig efterfølgende, at kvinden faktisk havde forsøgt at begå butikstyveri inden hun henvendte sig til personalet og fortalte om det påståede overfald.