Politi og bomberyddere måtte rykke ud til Amalienborg: Nu er 57-årig kvinde anholdt

Tirsdag formiddag måtte politi og bomberyddere rykke ud til Amalienborg. Foto: Presse-fotos.dk

Efter en dramatisk formiddag ved Amalienborg, er en 57-årig kvinde nu anholdt.

Tirsdag formiddag satte en mistænkelig pakke sendt til Det Gule Palæ på Amalienborg, det hele på den anden ende. Her rykkede både politi og bomberyddere talstærkt ud og afspærrede et område omkring Amalienborg.

"Vi undersøger lige nu et mistænkeligt forhold. Vi har i øjeblikket spærret et område på Amaliegade omkring Amalienborg af," lød det tidligere fra pressevagten hos Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Nu er aktionen afblæst - og pakken der blev undersøgt af EOD, har heldigvis vist sig ikke at indeholde noget farligt. 

Er nu sigtet

I den forbindelse har Syd- og Sønderjyllands Politi i dag anholdt den formodede afsender af pakken, en 57-årig kvinde fra Ribe-området. Kvinden er i øjeblikket til afhøring hos politiet. Kvinden er sigtet for trusler mod kongehuset.

Det er ikke oplyst hvorfor kvinden sendte pakken til Kongehuset.

Amalienborg er dronningens residens i vintermånederne. Slotsanlægget består af fire palæer, der omkranser en ottekantet plads. Midt på pladsen ses Salys rytterstatue af Frederik 5., som var grundlæggeren af Amalienborg og Frederiksstaden.

Det er blandt andet på Amalienborg at Hendes Majestæt Dronningen og den kongelige familie viser sig på balkonerne i forbindelse med Dronningens fødselsdag, eller andre store begivenheder, som eksempelvis kronprinsparrets bryllup i 2004.

Hoffets Administration er placeret i Det Gule Palæ i Amaliegade, der støder op til Amalienborg Slotsplads. Det fremgår på Kongehusets hjemmeside