Kartofler stoppede morgentrafikken

Foto: Shutterstock

Torsdag morgen spærrede 18 paller Samsø-kartofler morgentrafikken i Odder, da en lastbil kom i slinger og påhængsvognen væltede.

Uheldet skete torsdag morgen kl. 06.58, i krydset Houvej/Skolegade/Hasselvej i Hou, ved Odder. Lastbilen som kom i slinger, ramte uheldigvis kantstenen i højre side af vejbanen - det resulterede i at lastbilens påhængsvogn, som var fyldt med Samsø-kartofler, væltede om på siden. De ca. 18 paller med kartofler som var i  vognen, endte derfor på kørebanen.

 

 

Der var heldigvis hurtigt en flok elever fra den nærliggende højskole, som kom den stakkels chauffør til undsætning og sprang til, for at hjælpe med at få indsamlet de mange undslupne kartofler. Oprydningsarbejdet tog dog lang tid, da hele vognen måtte tømmes for at kunne få den rejst op igen, så kartoflerne kunne komme tilbage på plads. 

I godt 3 ½ time måtte politiet derfor dirigere trafikken uden om uheldsstedet, og trafikken kunne først passere i området igen kl.10.40.

 De hjælpsomme højskole elever fik lov til at tage nogle af de kartofler med hjem, som ikke længere var i hele poser og derfor alligevel ikke kunne sælges i butikkerne. 

 Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med uheldet.