Dyrt døgn i Danmark: 40 dages fængsel, forbud og 84.000 i bøde

Chaufføren havde et langt døgn i Danmark. Foto: Rigspolitiet

Politiet fik hurtigt færten af, at en 47-årig polak ikke havde rent mel i posen.

Det viste sig hurtigt efter at politiet havde vekslet nogle ord med ham, at chaufføren ikke havde rent mel i posen.

Han blev sigtet for at have forfalsket et diagramark, at have afgivet urigtig erklæring til politiet ved at fremvise en urigtig ferieerklæring samt forsøg herpå ved at være i besiddelse af adskillige ferieerklæringer, samt at have manipuleret med data fra takografen ved at have ødelagt diagramark.

Det skulle vise sig, at der var kontant afregning ved kasse et. Der var ikke gået mere end 25 timer siden han først kom i kontakt med politiet til at han har været i grundlovsforhør og modtaget en dom.

Havde"snedig" plan

Det fortæller specialanklager Pernille Moesborg i en pressemeddelelse, hvor hun udtaler:

”Chaufføren erkendte sig skyldig, og sagen kunne derfor afgøres med det samme med en såkaldt straksdom. Han forklarede, at virksomheden var presset og havde mange ordre på grund af corona-krisen. Han havde derfor svært ved at overholde køre- og hviletidsreglerne. For at det skulle se ud som om, reglerne blev overholdt havde han forskellige ferieerklæringer med og ødelagde sine diagramark. På den måde kunne han ved kontrol få det til at se ud som om, han lige var startet med at køre efter at have afholdt ferie”

Den 47-årige blev idømt 40 dages ubetinget fængsel, en bøde på 84.000 kr., ubetinget frakendelse af førerretten i Danmark til de tunge køretøjer i 6 måneder samt udvisning med indrejseforbud i 6 år.

Chaufføren modtog dommen og blev varetægtsfængslet til afsoning og efterfølgende udsendelse. Derudover kan chaufførens vognmand - der ligeledes stammer fra Polen - forvente en bøde i niveauet omkring 180.000 kr.