Tidligt her til morgen, fik politiet en anmeldelse om et knivstikkeri midt i centrum af København.
Der har her til morgen været afspærret et større område i centrum af København, da der har været et knivstikkeri ved Københavns Hovedbanegård, det skriver Københavns Politi på Twitter.
Anmeldelsen kom klokken 04.31, oplyser vagtchef Henrik Svejstrup til B.T.
Da politiet ankom til stedet spærrede de af fra Istedgade til Vesterport, samt at Vesterbrogade var spærret i begge retninger ved krydset Vesterbrogade/Reventlowsgade.
Der var tale om en mand i 30’erne, som var blevet stukket. Vagtchefen kunne fortælle til B.T. at manden umiddelbart ikke var i kritisk tilstand.
Der er blevet anholdt to unge mænd. Politiet blev på stedet og søgte blandt andet efter spor med hunde. Afspærringerne blev ophævet lige inden klokken 07.00 tirsdag morgen.