Dramatisk redningsaktion sikrer Laban fortjent hæder

Foto: Østjyllands Politi

En heltemodig indsats har nu sikret en politihund og dens fører en stor hæder.

Østjyllands Politi fortæller nu en god nyhed på Twitter. Laban, der er en af polikredsens firbenede kolleger, har modtaget Rigspolitichefens ærespokal. En særlig hæder, der kun uddelels en enkelt gang årligt.

Det er en helt særlig hændelse, der har sikret Laban - og hans hundefører Jesper - den store hæder. Sidste år spillede de en stor rolle, da en ældre dement kvinde var forsvundet

"Rigspolitichefens ærespokal uddeles en gang om året til en hundefører, der med sin hund har udført en særlig humanitær indsats," skriver Østjyllands Politi, inden de fortsætter:

"I år gik den til Jesper fra Østjyllands Politi, fordi han og hans patruljehund Laban sidste år reddede en ældre dement kvinde, der var meldt savnet." 

Laban og Jesper fik ærespokalel på baggrund af en indsats i september sidste år, hvor de sporede sig frem til en ældre dement kvinde, der var forsvundet fra sin bopæl i Auning.  Labans lugtesans er over en million gange bedre end et menneskes, og derudover hører han også 10 gange bedre end et menneske. Det var disse særlige evner kombineret med vedvarende, hård træning fra Jespers side og et helt specielt makkerskab hund og hundefører imellem, der reddede kvinden i nød.

 

Laban, som nu er fire år, er Jespers første politihund. Laban fandt den ældre demente kvinde efter flere timers eftersøgning og omkring 2,5 km fra hendes bopæl. Kvinden, der var gået en tur med sin lille hund, var gået for langt væk fra hjemmet og var trillet ned af en stejl skråning.

 

Laban fandt hende i skellet mellem en majsmark og en skov. Kvinden var træt, kold og ked af det, men uden synlige skader. Kvinden blev sammen med sin lille hund kørt hjem til bopælen, hvor hun blev tilset af en læge.

Læs også

Gør det ikke: Advarer mod forældede vaskevaner

Redder kvinde fra døden

Sidste år gik ærespokalen til Arvid og Helmut fra Fyns Politi, da de reddede en kvinde fra druknedøden.

I den forbindelse fortalte hundeførenre Arvid om den hændelse, der førte til at det fynske makkerpar blev tildelt ærespokalen.

Hændelsen starter klokken 23.59. Her ringer en borger til politiet for at fortælle, at en ung påvirket kvinde var blevet set gå ud i en sø med tøj på. En patrulje bliver straks sendt til stedet, og hurtigt efter ankommer også en indsatsleder- og hundepatrulje til stedet sammen med dykkere, helikoptere og en akutlæge-ambulance. 

”Jeg og Helmut går i gang med at afsøge søbredden, og Helmut får pludselig en fært ude fra vandet og forsvinder gennem et tæt sivområde og ud i vandet,” fortæller Arvid i en pressemeddelelse.

Arvid kan se, at hunden svømmer ud i søen, hvor den begynder at give hals. 

”Mørket gør det umuligt at se, hvor min hund er og hvad den gør af. Jeg går derfor ud gennem de tætte siv og igennem en meget mudret bund, der tilsammen gør det meget vanskeligt at bevæge sig. Fremme ved kanten mellem sivene og vandet kan jeg se Helmut svømme rundt, mens han gør.” 

På vej hen mod hunden ser Arvid Brøndsted, at der på en mudderbanke i vandoverfladen er en del af et ansigt. Der ligger kvinden afkræftet i vandet. 

”Hun ligger på en måde, hvor halvdelen af munden er dækket med vand, og hun sluger derfor vand, hver gang hun trækker vejret. Hun var altså i live, men ikke kontaktbar. Jeg får løftet kvindens hoved over vandet samtidig med, at jeg beder om assistance og forsøger at guide dykkerbåden frem til stedet,” fortæller Arvid. 

Han vurderer ikke, at det er muligt at få kvinden på land gennem sivene på grund af hendes tilstand og terrænet. Lægen kommer ud i vandet for at assistere. Efterfølgende kommer dykkerbåden frem og sørger for, at kvinden kommer ind til den ventende ambulance. 

Da kvinden ankommer til sygehuset, har hun en kropstemperatur på 35,4 grader, men overlever. 

”Jeg har været hundefører i mange år, så jeg har foretaget en del humanitære eftersøgninger – både med negativ og positiv udgang. Lige præcis denne sag skiller sig ud ved, at der ikke var nogen normal adgangsvej ud til kvinden, så Helmut måtte svømme ud for at finde hende. Det har vi trænet, men det var første gang, han prøvede det i en skarp situation, og jeg var meget tilfreds med vores samarbejde. Og så bliver man altid glad, når det lykkes at finde personen, og især hvis man kan være med til at redde deres liv. Ikke mindst fordi der er en familie, der gerne vil have personen hjem i live,” siger Arvid

Læs også

Patruljen tager fat i ham - Så sker det