Da Danmark lukkede ned og blandt andet alle skoleelever på landets skoler blev sendt hjem, var det ikke alt en 17-årig pige tog med sig hjem fra kostskolen.
En 17-årig pige som var elev på Bogø Kostskole, valgte at lade intet mindre end 31 poser med knap 20 gram kokain blive på skolen, da hun blev sendt hjem under corona-nedlukningen. Hun lod poserne blive på skolen, da hun var bange for at de ville blive fundet i hjemmet, af hendes mor eller søster. Det skriver Sn.dk.
Her regnede hun med at poserne var i sikkerhed under nedlukningen - og de blev dog heller ikke fundet, før pigen var tilbage på skolen igen.
Da pigen vendte tilbage til skolen den 27. marts, spurgte hun en lærer om hjælp med at finde hendes computer - og det var her at de mange poser kokain blev opdaget.
Pigen blev bortvist fra skolen og kokainen blev overdraget til politiet.
Opbevarede stofferne for en veninde
Den 17-årige er født i Danmark, men er ikke dansk statsborger - derfor gik anklagemyndigheden efter en advarsel om en udvisning.
Men pigen tilstod og slap derfor for advarsel om udvisning - men hun slap ikke for straf. Hun fik en fængselsdom på tre måneder, som dog er blevet gjort betinget. Hvis hun ikke begår noget strafbart inden for et år, vil hun derfor slippe for at afsone dommen.
Hun skal derudover inden for et halvt år udføre 80 timers ulønnet samfundstjeneste - hun vil i den periode vil hun være under tilsyn af Kriminalforsorgen.
Pigens forklaring var at hun opbevarede stofferne for en veninde, som senere ville fortælle hende, hvor hun skulle aflevere dem.
Aftalen mellem pigerne var at den 17-årige ville få 50 procent af købsprisen for sit arbejde, som er svarende til 200 kr. pr. solgt pose, skriver Sn.dk.