Anklages for voldtægt af 11-årig dreng: Mand fra Vejle anholdt

Politiet fortæller, at de anholdte den 29-årige onsdag aften. Foto: Shutterstock

I dag fremstilles en 29-årig mand fra Vejle i grundlovsforhør.

En 29-årig mand fremstilles i grundlovsforhør i dag ved retten i Kolding kl. 11.00. Her sigtes han for at have begået voldtægt mod en 11-årig dreng. Det fortæller Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Overgrebet har fundet sted i december 2018, hvor den 29-årige mistænkes for at have haft et seksuelt forhold til den dengang 11-årige dreng.

Anholdt onsdag

Indtil videre er det sparsomt med oplysningerne. Politiet holder kortene tæt til kroppen, men har udsendt en kortfattet pressemeddelelse, hvori de fortæller, at den 29-årige mand blev anholdt på sin adresse i Vejle ca. kl. 22.00 i går aftes. 

Anklagemyndigheden fra Sydøstjyllands Politi vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret. Af den grund kan Sydøstjyllands Politi ikke bidrage med flere oplysninger til offentligheden om sagen, oplyses der.