Søndag forsøgte en 14-årig dreng at flygte fra poltiet. Det endte med at gøre ondt på en politibetjent.
Søndag måtte en bornholmsk politibetjent en tur forbi skadestuen. Det skete efter et dramatisk flugtforsøg, hvor en 14-årig mislykkedes med at stikke af fra den patrulje, der gerne ville se lidt nærmere på den knallert, han kørte på. Det oplyser Bornholms Politi.
Den 14-årige dreng fra Rønne blev standet på en lille knallert i Søndergade i netop Rønne. Drengen havde dog umiddelbart ingen intentioner om at holde ind for at få sig en snak med betjentene. Derfor forsøgte han at stikke af.
Måtte tilses på skadestuen
Flugten mislykkedes dog. Undervejs lykkedes det dog den 14-årige at køre over den ene betjentes fod. Han måtte efterfølgende en tur forbi skadestuen, så han kunne tilses af en læge.
Det viste sig, at grunden til, at drengen ikke havde lyst til at tale med patruljen var, at han ikke havde erhvervet sig kørekort, da han var for ung. Det betød også, at knallerten blev beslaglagt med henblik på undersøgelse og eventuel konfiskation.