Den store danske detailkoncern bekræfter, at en butik står i flammer grundet et angreb.
Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, har til Sky News fortalt, at mere end 450 russiske soldater er blevet dræbt under invasionen, som har taget livet af mere end 50 ukrainske soldater.
Og fredag er Vladimir Putins styrker kommet nærmere hovedstaden.
I og omkring Kiev har man gennem fredagen hørt flere eksplosioner, herunder i Hostomel, en forstad i det nordvestlige Kiev, som har været centrum for voldsomme angreb.
Det er her, at en Jysk-butik i øjeblikket står i flammer, hvilket kommunikationschef Rune Jungerg Pedersen bekræfter over for Ekstra Bladet.
"Det er korrekt. Det er en af vores nyere butikker i en forstad til Kiev. Vi kender ikke til butikkens tilstand, men vi ved, at der i hvert fald ikke var nogen medarbejdere i den."
I takt med, at situationen blev mere alvorlig i Ukraine, valgte Jysk torsdag morgen at lukke sine 86 butikker, der er fordelt landet over - og de er ikke alene om beslutningen.
Carlsberg har ligeledes valgt at lukke flere af sine bryggerier i Ukraine som følge af situationen, ligesom også malingkoncernen Flügger har lukket ned for deres aktiviteter i Ukraine.
Jysk råder over 3140 butikker, der er fordelt over 50 lande, herunder 13 i Rusland.
De 86 butikker i Ukraine, som nu for en stund holder lukket, er derfor kun en mindre del af deres aktiviteter.