Et defekt våben sender nu en mand i fængsel
En 32-årig mand skal i fængsel for narkohandel og for at køre rundt med et defekt skydevåben, han troede virkede. Det slog Retten i Glostrup fast, da de torsdag idømte en 32-årig arrestant til i alt fire år og seks måneders ubetinget fængsel.
Straffen dækkede til dels besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition, som politiet fandt i en bil i Lyngby om aftenen den 6. oktober 2020.
Forudgående havde politiet kørt efter bilen fra Herlev, fordi føreren forsøgte at stikke af, og det endte med, at tiltalte kørte galt på Buddingevej og flygtede fra bilen. Da politiet ransagede bilen, dukkede en pistol, ammunition og narkotika op.
Efterforskning førte til, at den 32-årige mand blev anholdt i Lyngby den 28. december med over 700 gram amfetamin og varetægtsfængslet næste dag.
Kunne ikke skyde
Tekniske undersøgelser viste siden, at pistolen var delvis defekt og ikke kunne affyre skarpe patroner.
”Ifølge vores påstand var tiltalte overbevist om, at pistolen kunne skyde, og det dømte retten ham for,” siger anklager Anne-Kirstine Krogh Mathiesen, Københavns Vestegns Politi.
Retten lagde altså til grund, at det var tiltaltes fortsæt – eller hensigt – at besidde et funktionsdueligt skydevåben, selvom det i virkeligheden ikke fungerede.
Retten dømte blandt andet også tiltalte for narkobesiddelse med salg for øje med hensyn til det fundne narkotika i bilen, ved anholdelsen og yderligere over 650 gram amfetamin fundet ved en anden lejlighed.
Dertil blev tiltalte frakendt førerretten i tre år på grund af hans kørsel under flugten fra politiet. Dømte modtog dommen og blev overført til afsoning, oplyser Københavns Vestegns Politi.