Nu tages et nyt våben mod for høj fart i brug, fortæller Københavns Politi
Tirsdag fortæller Københavns Politi, at de nu tager et nyt våben i brug, der forhåbentligt kan hjælpe med at få sænket farten på de danske veje og gader.
"12 nye lasere bliver nu taget i brug mod høj fart," skriver politiet, inden de fortsætter:
"De nye lasere kan ”skyde” længere end de gamle og de trafikanter, der kører med for høj fart, får derfor sværere ved at spotte fartmålerne."
Høj fart er fortsat et aktuelt tema i Danmark. Særligt i år har det været meget debatteret, da politiet har fået lov til at beslaglægge biler med henblik på konfiskation fra personer, der kører vanvidskørsel.
Nu tager etaten altså endnu et skridt og indfører de nye lasere på danske veje.
Synes ikke, at fartgrænserne gælder for dem
"De nye lasere giver bedre muligheder for at stoppe de bilister, der ikke synes, at hastighedsgrænserne gælder for dem," skriver Københavns Politi på Twitter.
Samtidig har de en opfordring til borgere, der enten bor ved eller færdes på en vej, hvor der bliver trykket lige lovligt hårdt på gaspedalen.
"Hvis du oplever gentagende problemer med høj fart på en konkret strækning, kan du bestille en færdselskontrol" slår Købehavns Politi fast. Færdselskontrollen kan bestilles her. Samtidig skal det understreges at muligheden for at bestille en fartkontrol gælder for folk i hele landet, ikke blot de, der bor i og omkring hovedstaden.