Stor nyhed: Hæver hastigheden på populær motorvejsstrækning

Foto: Shutterstock

Nu er der god nyhed til mange danske bilister

Fra fredag den 30. juli er det muligt at køre lidt hurtigere i Trekantområdet på strækningen Skærup – Kolding og Fredericia – Vejle samt på E20 Esbjergmotorvejen mod øst ved Esbjerg Lufthavn.

Vejdirektoratet hæver nemlig hastigheden på de ca. 14 km motorvej fra 110 til 130 km/t. Det fortæller direktoratet i en pressemeddelelse. 

Det sker som følge af den aftale om højere hastighed på udvalgte motorvejsstrækninger, som den daværende regering og Dansk Folkeparti indgik i 2018. Her besluttede parterne at hæve hastighedsgrænsen til 130 km/t på 70 kilometer motorvej fordelt på seks strækninger.

Efterfølgende har Vejdirektoratet gennemført det nødvendige løft af trafiksikkerheden.

”Det er vigtigt for os, at trafiksikkerheden er bedst mulig, når vi hæver hastighedsgrænsen på motorvejen,” siger afdelingsleder Niels Agerholm fra Vejdirektoratet i pressemeddelelsen. 

”Derfor har vi i de seneste måneder opgraderet strækningen trafiksikkerhedsmæssigt, så den er klar til de højere hastighedsgrænser. Nu er vi færdige med arbejdet, og inden fredag tager vi de gamle 110 km/t hastighedstavler ned. Så må trafikanterne køre op til 130 km/t på strækningen.”

Læs også

Hvepseinvasion kan være på vej midt i skøn dansk sommer

Her hæves hastigheden også

For at skabe størst mulig trafiksikkerhed har Vejdirektoratet etableret rumleriller mod midterrabatten samt opsat påkørselsdæmpere på eksisterende autoværn og forlænget autoværnene, hvor det er skønnet nødvendigt i forhold til en udvidelse af vejens sikkerhedszone.

Enkelte steder er der også fjernet beplantning, der stod inden for den nye, udvidede sikkerhedszonen, fortæller Vejdirektoratet

På disse motorvejsstrækninger bliver hastighedsgrænsen hævet fra 110 til 130 km/t som følge af den politiske aftale:

  • Hirtshalsmotorvejen ved Hjørring Nord (er sat i drift)
  • Djurslandmotorvejen fra Lisbjerg til Løgten (er sat i drift)
  • E45 Trekantområdet, Skærup – Kolding og Fredericia – Vejle
  • Fynske Motorvej, Odense til Nyborg
  • Holbækmotorvejen, strækningen syd om Holbæk (er sat i drift)
  • Sydmotorvejen på Lolland-Falster fra Farøbroerne til Sakskøbing (er sat i drift)
Læs også

Hver femte bryder loven uden at vide det: Nu advarer politiet