Politiet gør uhyggeligt fund

Foto: Shutterstock

Fredag bekræfter politiet, at de har fundet de jordiske rester

Nordsjællands Politi bekræfter nu fundet af jordiske rester efter forsvundet 43-årig kvinde

"Nordsjællands Politi gjorde torsdag aften den 3. juni og natten til den 4. juni 2021 nogle fund i et område omkring Sundbylille nær Frederikssund, som havde relation til sagen om den efterlyste 43-årige kvinde, der sidst havde kontakt til sine pårørende den 26. oktober 2020. Der har de seneste to uger pågået kriminaltekniske undersøgelser af fundene, og det kan nu bekræftes, at det drejer sig om jordiske rester efter den forsvundne kvinde."

Nordsjællands Politi bekræfter desuden, at de pårørende er underrettet om betydningen af svaret på undersøgelserne.

"De jordiske rester er fundet i forbindelse med en påvisningstur, hvor den tiltalte i sagen udpegede det specifikke findested, og dna-analyser har nu bekræftet vores formodning om, at de stammede fra den savnede kvinde. Ud fra fundet kan vi endegyldigt konkludere, at hun ikke længere er i live. Det er klart, at fundet har stor betydning for sagen, og vi fortsætter i den kommende tid vores efterforskning, indtil vi kan overdrage sagen endeligt til anklagemyndigheden. Derfor kan jeg ikke komme ind på yderligere detaljer om sagen, fortæller efterforskningsleder, politikommissær Jakob Rahbek. 

Formodet gerningsmand fortsat fængslet

Da det nu er slået fast, at den 43-årig kvinde er afgået ved døden, indstiller Nordsjællands Politi efterlysningen af hende.

Den 45-årige mand, som tidligt i efterforskningen blev sigtet for at have dræbt den 43-årige kvinde, sidder fortsat varetægtsfængslet. Der er siden da også blevet rejst tiltale mod manden for drabet, og sagen er berammet til senere på året.

Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyser politkredsen.