En 59-årig kvinde gjorde sig søndag noget af et fund i en hæk.
En vågen borger fandt søndag 35.600 kroner - og en mascara, det fortæller Østjyllands Politi, der i samme ombæring efterlyser de retmæssige ejermænd af de mange penge.
Søndag kl. 18.38 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 59-årig kvinde, der havde gået en tur gennem Haveforeningen Trillegården i Aarhus V, hvor hun ved en hæk havde fundet en grøn, gennemsigtig pose fyldt med penge. Hun havde fikset posen frem og da hun kiggede i den, fik hun sig noget af et chok.
Fyldt med kontanter
Den var nemlig fyldt med kontanter af den slags, der luner godt på en overskyet søndag i juni. Kvinden kunne nemlig fortæller betjentene fra Østjyllands Politi, at der I posen lå 35.000 kroner og ved siden af lå der yderligere 600 kroner og en mascara.
Pengene er nu i politiets varetægt, men Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der mener at mangle en grøn, gennemsigtig pose med 35.000 kroner i – og måske også en mascara. Politiet kan kontaktes på telefon 114.