Breaking: Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fritaget for tjeneste

Forsvarsministeriet oplyser at chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste er foreløbigt fritaget for tjeneste. Foto: Shutterstock.com

Udover Chefen er også to andre ledende medarbejdere sendt hjem.

Forsvarsministeriet oplyser her til morgen på deres hjemmeside, at Lars Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste er fritaget for tjeneste indtil videre - det samme er to andre ledende medarbejdere.

Det er sparsomt med oplysninger fra Forsvarsministeriet, og der er derfor ikke giver yderligere information om, hvorfor at de tre foreløbigt er blevet fritaget for tjeneste.

I stedet for Lars Findsen, er politidirektør Svend Larsen, fra Midt- og Vestsjællands Politi, nu indsat som fungerende chef.

Har været ramt af flere større sager

Forsvaret har været ramt af en række større sager den senere tid.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) meddelte i begyndelsen af august, at det havde indledt en "særlig undersøgelse" af FE. Det skriver Ritzau.

Det skete, efter at tilsynet kom i besiddelse af "en betydelig mængde materiale vedrørende FE".

- Materialet har en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder, lød det i en pressemeddelelse.

Tilsynet kom allerede i besiddelse af det hidtil ukendte materiale i november 2019.

TET har til opgave at kontrollere Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Center for Cybersikkerhed (CFCS). Tilsynet leverer hvert år redegørelser til justitsministeren og forsvarsministeren.

Redegørelsen om PET og CFCS lå klar i begyndelsen af august, men som følge af de nye oplysninger blev redegørelsen om FE skubbet til september.