Aalborgs havnefront bliver hotspot

Hotspot i Aalborg. Foto: Politiet

Nordjyllands Politi gør med virkning fra tirsdag den 11. august 2020 kl. 14:00 en stor del af Aalborgs populære havnefront til et hotspot. Et klart signal til borgerne om at huske at holde afstand for at reducere risikoen for coronasmitte.

Fra i dag tirsdag den 11. august 2020 kl. 14:00 er en stor del af Aalborg havnefront et såkaldt hotspot og får dermed ekstra stor opmærksomhed fra Nordjyllands Politis patruljer.

”Aalborg havnefront er et populært sted at samles i godt vejr. Det kan vi tydeligt se, og med smitteudviklingen i Aarhus in mente vurderer vi, at der er behov for at gøre havnefronten til et hotspot. Det er et udtryk for rettidig omhu og samtidig et klart signal til borgerne om at holde afstand til hinanden, så vi mindsker risikoen for smitte med coronavirus,” fastslår politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, Nordjyllands Politi.

Jomfru Ane Parken ved havnen har tidligere været et hotspot, men denne gang strækker hotspottet sig fra krydset Strandvejen/Toldbodgade og hele vejen langs havnefronten hen til Honnørkajen – og inkluderer dermed også Jomfru Ane Parken. 

Der vil være skilte i området, som gør borgere opmærksomme på, at de befinder sig i et hotspot.

Opholdsforbud om nødvendigt

Hvis politiet vurderer, at folk ikke holder tilstrækkelig afstand ved havnefronten, og der derved danner sig større grupper end de tilladte 100 personer, er politiet klar til næste træk:

”Så udskriver vi bøder og indfører om nødvendigt et opholdsforbud,” siger Anne Marie Roum Svendsen uden tøven. 

Hun minder om, at vi alle har aktier i fremtiden:

”Vi har alle sammen et ansvar og er med til at afgøre, hvor meget smitten skal have lov at sprede sig her i Nordjylland. Og det er langt bedre for alle, hvis vi formår at holde afstand, husker den gode hygiejne og alvoren bag – sådan at vi undgår smittekæder og bevarer mest mulig frihed,” opfordrer politidirektøren.

Status: to hotspots og fortsat ekstra patruljer

Siden foråret har Nordjyllands Politi haft ekstra patruljer på gaden i alle dele af regionen for at skabe tryghed, vejlede og sikre, at såvel private borgere som erhvervsdrivende overholder de gældende retningslinjer og restriktioner relateret til coronavirus/covid-19. 

Den øgede patruljering i alle politikredsens kommuner fortsætter. Fra 11. august 2020 er der to hotspots i Nordjylland: Aalborg havnefront og Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Alle landets aktuelle hotspots og opholdsforbud er samlet på https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/aktuelle-hotspots-du-boer-undgaa 

Læs også

Litauisk mand varetægtsfængslet i sag om omfattende tyveri af cykler i Aarhus og Aalborg