Ung kvinde forsvundet: Politiet spørger om hjælp

Foto: Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi efterlyser nu i offentligheden en 26-årig kvinde, der forsvandt i går, lørdag 16. maj 2020.

Der er tale om 26-årige Christina Iversen, der har adresse i Aalborg.

Politiets efterforskningsskridt i sagen har vist, at den unge kvinde i går, d. 16. maj 2020, tog bussen til Lundby Krat ved Gistrup med ankomst kl. 11:58.

Siden har hendes telefon været slukket, og familien har ikke kunnet få kontakt med hende.

”Familien er meget bekymrede, og de vurderer, at hun ikke kan klare sig selv,” siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, politikommissær Per Jørgensen.

Nordjyllands Politi har i dag, 17. maj 2020 søgt i området omkring Gistrup efter den savnede kvinde med patruljer, herunder hundepatrulje. Indtil videre uden held. Og derfor efterlyser politiet nu kvinden i offentligheden med et foto.

Hun beskrives som: 26 år, 164 cm høj, langt brunt hår og almindelig af bygning, formentlig iført lilla camouflagebukser. Det er uvist hvilket overtøj, hun måtte have på, men hun har medbragt en grå vandretaske, sovepose og liggeunderlag.

Hvis man har set Christina Iversen eller har andre oplysninger om, hvor hun måtte befinde sig, så skal man straks ringe til politiet på 114.