En mand i en grøn bil har i denne uge gjort sig uheldigt bemærket over for både en 9-årig dreng og en 8-årig pige
Tirsdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at en 9-årig dreng omkring kl. 14.30 var blevet antastet af en fremmed mand, da han gik på Viborgvej tæt ved Overvænget i Randers NV. Drengen havde fortalt sine forældre, at han på vej hjem fra skole, var blevet kontaktet af en mand i en bil.
Manden var ifølge drengen kommet med nogle upassende ytringer med seksuelt indhold, hvorefter drengen skyndte sig at gå fra stedet, da han kom hjem, fortalte han sine forældre om episoden. De kontaktede senere politiet.
Det stoppede dog ikke der, fortæller Østjyllands Politi
Får endnu en anmeldelse
Onsdag formiddag kom der en ny anmeldelse om en mand i en grøn bil. En mor til en 8-årig pige kontaktede politiet og fortalte, at hendes datter tirsdag havde var kommet hjem fra skole og havde fortalt, at en mand i en grøn bil var kørt efter hende i langsom hastighed.
Det skete, da hun kom cyklende på Gl. Viborgvej ved Hornbæk lidt over kl. 14.00
Østjyllands Politi efterforsker begge sager nærmere og har både i løbet af tirsdag og onsdag patruljeret i området for at finde frem til manden. Foreløbigt uden held.
Manden har angiveligt skæg, og han kørte i en grøn bil. Et vidne bemærkede tirsdag en mindre, skriggrøn bil – muligvis en Fiat Punto eller lignende – som kørte tæt på den 9-årige dreng.
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med manden i den grønne bil. Har du oplysninger om ham, kan du kontakte politiet via tlf. 114.