Helt tilfældigt blev en 43-årig slået ned, da han ventede på bussen.
Onsdag blev en mand overfaldet, da han ventede på bussen. Ifølge Østjylland Politi blev han slået flere gange i hovedet.
Betjentene fra Østjyllands Politi modtog anmeldelsen onsdag eftermiddag. Det var offeren selv - en 43-årig mand - som tog kontakt til politiet. Han fortalte, at han havde været udsat for vold ved busstoppestedet ud for Nordea på Viby Torv.
Den 43-årige forklarede, at han havde stået og ventet på bussen, da en ukendt mand havde henvendt sig til ham og spurgt, om han kendte en person ved navn ”sælskind”. Da den 43-årige svarede, at det gjorde han ikke, slog gerningsmanden den 43- årige flere gange i hovedet med knyttede hænder.
Den 43-årige kendte ikke gerningsmanden og ikke havde set ham før.
Voldsmand efterlyses
Hvem Sælskind er står hen i det uvisse. Politiet vil langt hellere i kontakt med gerningsmanden, der tilfældigt angreb den 43-årige, derfor har de udsendt et signalement af manden. Derudover beder politiet også borgere, der eventuelt skulle have overværet overfaldet, om at give lyd fra sig.
Ringer dette en klokke? Gerningsmanden beskrives som:
- Mand
- Mellemøstlig af udseende
- Kraftig af bygning
- Iført en sort jakke
Hvis du har set overfaldet eller ved, hvem overfaldsmanden er, så kontakt Østjyllands Politi. Du træffer dem på telefon 114.