Isbjørneskind stjålet ved indbrud: Nu udloves dusør

Sådan så skindet ud, da det fortsat hang i venteværelset i Thyborøn. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Skindet fra en isbjørn forsvandt ved et indbrud, men familien ønsker sig brændende at få det igen.

Tidligere i år var der indbrud i en lægeklinik i Thyborøn. Her slap tyvene af sted med et isbjørneskind. Efterfølgende har politiet haft skindet efterlyst, men det har angiveligt ikke kastet de helt afgørende ledetråde af sig, så nu udloves der en dusør, som familien håber kan hjælpe med at bringe isbjørneskindet tilbage. 

Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi, der har udmeldt dusøren via officielle kanaler. 

Hidtil havde skindet hængt i lægeklinikkens venteværelse til glæde for patienterne, der venter på det bliver deres tur til at blive kaldt ind til lægen. Skindet er helt, men mangler både bjørnens tænder og kløer. 

2000 kroner ligger og venter

Nu udloves altså en dusør til den, der kan komme med oplysninger, der fører isbjørneskindet tilbage til rette ejer

Det er familien, der ejer isbjørneskindet, som nu udlover en dusør på kr. 2000,00. Dusøren gives til den eller de personer, der kan give Midt- og Vestjyllands Politi nye og afgørende oplysninger, der kan føre til, at det isbjørneskind, som blev stjålet ved indbruddet den 11. februar 2020, kommer tilbage til rette ejer.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på tlf. 114.