Ikke set siden april: Rikke og hendes 3-årige søn forsvundet

Politiet vil meget gerne i kontakt med Rikke Thomsen, der her ses sammen med sin søn. Foto: Østjyllands Politi

Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde 42-årige Rikke Thomsen og hendes 3-årige søn.

Den efterlyste kvinde, 42-årige Rikke Thomsen, blev onsdag den 1. april pålagt at udlevere sin 3-årige søn til hans far, efter familieretshuset i Aarhus havde afgjort, at faren skulle have midlertidig forældremyndighed over barnet. Det fortæller Østjyllands Politi mandag, hvor de efterlyser moderen og hendes barn. 

 

Rikke Thomsen, der har bopæl i det nordlige Aarhus, er dog gået under jorden sammen med sin søn, og det har endnu ikke været muligt for politiet at finde frem til hende.

 

Søn sidder i klapvogn

Østjyllands Politi har udsendt et signalement af Rikke Thomsen, og de beder borgerne om hjælp, hvis de har set hende. Selv har Rikke Thomsen base i Aarhus. Politiet har dog en formoding om, at mor og barn befinder sig i hovedstadsområdet, hvor de sidst er set 21. april.

Rikke Thomsen beskrives som:

  • 42 år gammel, men ser yngre ud
  • Spinkel af bygning
  • Langt mørkt hår
  • Muligvis iført en lang, grøn jakke der går til knæene
  • Har sin søn med i en klapvogn

Østjyllands Politi hører meget gerne fra borgere, der kan have oplysninger om, hvor Rikke Thomsen og hendes søn befinder sig, eller som kan have set dem i løbet af den seneste måned.

Henvendelser i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 8731 1448.