Ordensmagten er ekstra årvågen de næste par dage.
"Har du tjekket dit bagparti? Altså på bilen?"
Sådan starter Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en advarsel, der torsdag bringes i den dagsaktuelle døgnrapport.
Her det særligt bilisterne, som politiet håber vil lytte efter. Det forklarer de i advarslen.
"Skyerne er i disse dage faldet ned mange steder her i politikredsen, og tågen kan skabe farlige situationer i trafikken, hvis ikke man har ordentligt lys på sin bil," fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, inden de understreger, at det allerede er gået galt.
"Onsdag skrev vores færdselsbetjente 11 bilister for ikke at have tændt baglygterne."
Sender advarsel
Beskeden fra politiet er lige til.
"Så husk at tjekke om du har det rigtige lys på hele vejen rundt, inden du triller ud på vejene," understreger Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
"Man plejer hurtigt at opdage, hvis lyset foran ikke er tændt. Hvis du vil være sikker på, at der er lys i baglygterne, så tænd for nærlyset. Så tændes nærlyset både foran og bagpå – og lyset på nummerpladen."
Ordensmagten indskærper desuden, at de holder ekstra godt øje de næste par dage.
"Pas på jer selv og hinanden i trafikken – tjek dine lygter. Vi holder et ekstra skarpt øje med baglygterne de næste tågede dage."