Forside Nyheder Det kan få stor betydning: Inden længe sker det i...

Det kan få stor betydning: Inden længe sker det i Sanjay Shah-sagen

Danmarks største skattesvindelsag: Snart begynder ankesagen mod Sanjay Shah
Foto: Shutterstock

Den britiske finansmand blev for knap to år siden idømt 12 års fængsel for at have snydt den danske stat for mere end ni milliarder kroner i udbytteskat. Nu skal landsretten tage stilling til sagen.

Datoen for den omdiskuterede ankesag mod Sanjay Shah er fastsat. Østre Landsret har sat sagen i kalenderen fra den 10. november 2026 og frem til maj 2027, og der ventes dom i maj 2027, oplyser DR. I alt er der afsat 29 retsdage, syv reservedage og én dag til afsigelse af dom.

Sanjay Shah blev den 12. december 2024 idømt 12 års ubetinget fængsel ved Retten i Glostrup for at have snydt den danske stat for mere end ni milliarder kroner i udbytteskat og for at have forsøgt at svindle statskassen for yderligere en halv milliard. Shah ankede straks dommen med påstand om frifindelse.

Ifølge DR er straffen tre år længere end nogen tidligere afsagt dom i danmarkshistorien. Ud over fængselsstraffen blev Shah udvist af Danmark for bestandigt og pålagt rettighedsfrakendelse, ligesom retten besluttede, at 7,2 milliarder kroner skal konfiskeres.

Sådan foregik svindlen

Sagen handler om det såkaldte udbytteskattesystem. Når udenlandske aktionærer modtager udbytte fra danske aktier, kan de under visse betingelser få refunderet en del af den indeholdte danske udbytteskat.

Ifølge anklagemyndigheden udnyttede Sanjay Shah systemet ved at kontrollere en række selskaber, der i perioden 2012 til 2015 på vegne af udenlandske pensions- og investeringsselskaber ansøgte om refusion af dansk udbytteskat. Problemet var, at selskaberne aldrig havde ejet de danske aktier, de bad om refusion for, og at der dermed blev udbetalt refusion for en udbytteskat, der aldrig var betalt.

Retten i Glostrup fandt det bevist, at Shah havde en central og styrende rolle i konstruktionen. Shah selv har nægtet sig skyldig i bedrageri og har gennem sagen gjort gældende, at der var tale om udnyttelse af et hul i den danske skattelovgivning, ikke en forbrydelse. Den argumentation afviste byretten.

To forsvarere i landsretten

I ankesagen bliver Sanjay Shah forsvaret af to beskikkede advokater, Kåre Pihlmann og Mikael Skjødt. Det er sket efter en afgørelse fra Højesteret, skriver Kristeligt Dagblad. Landsretten havde ellers afvist at beskikke Skjødt som ekstra forsvarer, men Højesteret har nu givet grønt lys.

“Højesteret finder, at der efter sagens karakter, omfang og kompleksitet er grundlag for også under ankesagens behandling for landsretten at beskikke en yderligere offentlig forsvarer for Sanjay Shah,” skriver retten i sin kendelse ifølge Kristeligt Dagblad. Anklagemyndigheden er selv repræsenteret af to anklagere i ankesagen.

Udleveret fra Dubai

Sanjay Shah blev anholdt i Dubai i 2022 og udleveret til Danmark i december 2023 efter en længere juridisk proces i De Forenede Arabiske Emirater. Han har siddet varetægtsfængslet siden udleveringen.

Ved domsafsigelsen havde dansk politi beslaglagt cirka tre milliarder kroner af Shahs formue. Et 24 sider langt dokument fra sagen afdækkede 22 ejendomme og omkring to milliarder kroner på bankkonti, mens en betydelig del af pengene stadig er uopklaret.

Når ankesagen begynder i Østre Landsret den 10. november 2026, skal retten tage stilling til, om byrettens dom skal stadfæstes, lempes eller falde bort.

Ads by MGDK