Vild jagt gennem jyske byer koster ung mand dyrt

Foto: Shutterstock

En biljagt endte med, at en 24-årig mand blev sigtet for en lang række forhold

Sydøstjyllands Politi har delt en historie fra weekenden på Facebook. Her fortæller politikredsen, hvordan en 24-årig motorcyklist endte med 25 sigtelser efter en længere eftersættelse fra Vejle og i retning mod Fredericia. 

 

"Lørdag morgen omkring kl. 8.30 satte vi med en patruljevogn efter en 24-årig motorcyklist, som kørte i meget høj fart ad Fredericiavej i Vejle. I stedet for at standse, da vi anmodede om det, gassede motorcyklisten op og fortsatte den høje fart mod Fredericia, hvor han har bor."

 

"Inden det lykkedes os at standse motorcyklisten i rundkørslen ved Vejle Landevej og Skærbækvej, overtrådte den 24-årige en række færdselsforseelser, som han efterfølgende blev sigtet for ved et grundlovsforhør i søndags."

 

Politiet fortæller, at det endte med 25 sigtelser for en række forskellige forhold. 

 

"I alt blev han sigtet for 25 overtrædelser, der dækker alt fra hensynsløs kørsel med for høj hastighed, overhaling inden om, kørsel over for rødt lys, kørsel uden førerret, kørsel i narkotikapåvirket tilstand, overhaling ved dobbelte spærrelinjer mv. Med sin hensynsløse kørsel bragte den 24-årige andres liv eller førlighed i fare."

Læs også

Koster 1000 kroner stykket: 18-årig fortryder nok de fem ord i dag

Kørte vanvittigt

Den 24-årige blev - ifølge Sydøstjyllands Politi - også sigtet for vanvidskørsel. Det betyder, at hans motorcykel i første omgang er blevet beslaglagt. Det sker med henblik på konfiskation. Hvilket vil sige, at hvis han bliver dømt for overtrædelserne ønsker politiet konfiksere motorcyklen permanent.

 

"Vi målte på et tidspunkt den 24-åriges fart til 204 km/t, og han blev dermed også sigtet for vanvidskørsel, og vi beslaglagde også motorcyklen med henblik på en senere konfiskation."

 

Det oplyses desuden, at den 24-årige blev varetægtsfængslet i 4 uger ved søndagens grundlovsforhør. Dommeren lagde blandt andet vægt på, at han tidligere er blevet dømt for lignende forseelser, hvor han bl.a. fik frakendt førerretten i 8 år, og at han også har verserende sager for lignende forhold, fortæller politiet. 

 

Den 24-årige kærede grundlovsforhørets kendelse til Vestre Landsret.

Læs også

Mange hunde rammes lige nu: Nu slår de alarm