Der var ballade ved IKEA i Gentofte.
Nordsjællands Politi måtte i weekenden rykke ud til en lokal IKEA i politikredsen. Det fortælles i døgnrapporten mandag. Årsagen var, at en mand havde glemt, hvordan man opfører sig ordentligt.
Det førte til, at en 42-årig mand med ukendt adresse mellem søndag og mandag måtte overnatte i detentionen.
Episoden begyndte klokken 21.12. Her slog den 42-årige ud efter en vagt og fulgte siden efter vagten med en flaske i hånden, hvilket virkede truede på vagten, derfor blev Nordsjællands Politi tilkaldt.
En patrulje kom til stedet og konstaterede, at den 42-årige på grund af beruselse skabte uro og uorden og i øvrigt blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Han blev anholdt og derfor taget med til politigården, hvor han overnattede i detentionen og blev løsladt igen mandag morgen, oplyses det.
Kendt fra Facebook
Lørdag måtte Nordsjællands Politi rykke ud, da et mistænkeligt køretøj blev set i Frederikssund
Klokken 11.36 blev det anmeldt, at en udenlandsk indregistreret personbil, som anmelder tidligere havde set beskrevet i en lokal Facebook-gruppe, hvor den blev forbundet med ulovlig indsamling på vegne af døve, befandt sig på Kronprins Frederiks Bro.
En patrulje blev sendt til området, hvor det lykkedes at udfinde køretøjet. Der blev dog ikke fundet noget i bilen eller på de tre personer i den, der kunne relatere sig til indsamlingen, hvorfor der ikke skete mere ved sagen, fortæller Nordsjællands Politi.