Truer med at skyde ansat i supermarked

Foto: Rigspolitiet

Den kvindelige ansatte blev truet af flere omgange.

En 40-årig blev i weekenden sigtet for trusler. Det fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. 

En 40-årig mand uden fast bopæl blev søndag klokken 17.30 anholdt på en adresse i Rødby. Han er sigtet for trusler. Søndag eftermiddag var den 40-årige i Netto i Rødby, og her truede han en medarbejder med at skyde hende.

Det samme var foregået dagen forinden, og på grund af vidneforklaringer fandt politiet frem til den 40-årige. Han blev taget med til politistationen i Nakskov, hvor han forklarede, at han var i dårligt humør, og efter afhøringen blev den 40-årige løsladt.

Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, er han fortsat sigtet i sagen. 

Langefingre koster dyrt

Om natten var der også problemer i politikredsen

En ung mand viste natten mellem lørdag og søndag to langefingre til politiet. Det ender nu med at koste ham 1.500 kroner, fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten. 

Det er en 20-årig mand fra Haslev, der nu står til en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Natten til søndag fik politiet en anmeldelse om noget uro på Farimagsvej i Næstved, og her mødte politiet den 20-årige, som var både opfarende og småfuld. Han råbte op, ville ikke rette sig efter politiet og rakte i stedet begge sine langefingre efter betjentene.

For at få ro på stedet blev den 20-årige anholdt klokken 3.37 og taget med til politistationen i Næstved. Her dampede han lidt af, inden han blev løsladt igen klokken 6.19.

Bøden modtager han på et senere tidspunkt i e-boks, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. 

Læs også

Næste tirsdag siger droning Margrethe "på gensyn"