Truede med at skyde tilfældige: Politiet rykkede talstærkt ud

Bevæbnet betjent til stede på adressen. Foto: Presse-foto.dk

Tidligt onsdag morgen fik flere politistationer et opkald fra en mand, som truede med at skyde tilfældige på gader og stræder.

Tidligt onsdag morgen rykkede Midt-og Vestsjællands Politi ud til en adresse i Valløby, nær Køge. De var talstærkt til stede med bevæbnede betjente og ambulancepersonale, det fortæller Martin Bjerregaard, pressevagt ved Midt- og Vestsjællands Politi til Politirapporten.dk 

Årsagen til den store udrykning, var at en 42-årig mand, havde ringet til flere politistationer og truet med at skyde tilfældige mennesker på gaden. 

“Det er faktisk en trist årsag som var skyld i at vi måtte rykke ud til stedet, det var en psykisk uligevægtig mand som har det svært - og så ringede han rundt til flere politistationer og fortalte at han ville skyde tilfældige på gader og stræder”, fortæller Martin Bjerregaard.

Politiets første opgave var at få identificeret manden og få ham lokaliseret - det tog dog ikke længe og derfor kunne politiet hurtigt rykke ud til mandens adresse, hvor det viste sig at han befandt sig i hjemmet.

Politiet ved adressen i de tidlige morgentimer onsdag morgen. Foto: Presse-foto.dk

“Vi rykkede ud til adressen og omringede huset. Rent rutinemæssigt var betjentene bevæbnet - ligesom der rutinemæssigt også var en ambulance på stedet,” oplyser pressevagten.

Der var dog heldigvis ingen som kom til skade og det var ikke nødvendigt for politiet at affyre skud. Manden havde heller ikke gjort skade på nogen inden han blev anholdt. 

Politiet var til stede på adressen mellem 04 og 06 onsdag morgen, og bragte efter anholdelsen manden ind på stationen. 

Manden blev set af en læge og bliver nu - formentligt efter eget ønske, indlagt på en psykiatrisk afdeling. 

 

Den anholdte. Foto: Presse-foto.dk

 

Bevæbnet betjent på adressen. Foto: Presse-foto.dk

 

Politiet i området. Foto: Presse-foto.dk