Der er torsdag morgen blevet ransaget hele otte adresser i hovedstadsområdet - det medførte til anholdelse af fire mænd.
Det var Københavns Politi som i en koordineret aktion torsdag morgen, ransagede de otte adresser og i den forbindelse fik anholdt de fire mænd, det skriver Ritzau.
De fire anholdte er i alderen 47 til 61 år. Der er tale om to nuværende direktører, en tidligere direktør og en advokat, det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Der er ifølge politiet blevet ransaget flere advokatkontorer i forbindelse med morgenens politiaktion.
Københavns Politi oplyser i første omgang ikke, hvilket byggeprojekt der er tale om.
Men i begyndelsen af marts oplyste pensionsselskabet PFA, at det havde meldt en sag til politiet, fordi man mistænkte en rådgivningsvirksomhed for urent trav.
Rådgivningsvirksomheden skulle angiveligt have bedt en mulig entreprenør om betaling, mod at entreprenøren ville få tildelt en opgave. Denne fremgangsmåde kaldes returkommission og er ulovlig.
I pressemeddelelsen fra Københavns Politi står der netop, at sagen drejer sig om returkommission.
Da PFA i marts fortalte om sagen, kunne DR samtidig fortælle, at det skulle dreje sig om byggeriet af en ny bydel i København kaldet "Redmolen", som ligger i Nordhavn.
DR skriver torsdag, at flere af hinanden uafhængige kilder over for DR bekræfter, at der netop skulle være tale om sagen vedrørende "Redmolen".