Der udbrød kaos på en dansk skole, da en tidligere elev pludseligt dukkede op igen.
Mandag formiddag kørte flere patruljer til 10. klasse-centret Roskilde på grund af en anmeldelse om, at en elev var blevet slået af en tidligere elev, som var ankommet til stedet. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Ved politiets ankomst til stedet få minutter senere blev den tidligere elev tilbageholdt og holdt fast af skolens personale, som overdrog ham til politiet.
Der var tale om en 17-årig ung mand fra Roskilde, der blev anholdt. En 16-årig dreng fra Roskilde var elev og blev i et undervisningslokale opsøgt af den 17-årige, som mente at have et privat udestående med ham.
Hiver pludseligt våben frem
Med et medbragt bat slog den 17-årige den 16-årige i hovedet i undervisningslokalet, hvor også andre elever var til stede, hvorefter tililende, herunder lærere, forsøgte at få den 17-årige gennet ud.
I forbindelse hermed fremviste han en medbragt kniv og truede dem på livet verbalt.
Det lykkedes den 17-årige at flygte til en anden etage på skolen, inden han blev overmandet og tilbageholdt indtil politiets ankomst. Den 16-årige pådrog sig en flænge i hovedet som følge af slaget og fik efterfølgende den fornødne behandling af det tilkaldte ambulancepersonale og på skadestuen.
De øvrige involverede slap uden fysiske skader.
Den anholdte 17-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde og sigtet for grov vold, trusler på livet og knivloven, efter at de sociale myndigheder var blevet tilkaldt for at overvære afhøringen af ham. Den 17-årige forblev efterfølgende i politiets varetægt, idet han tirsdag kl. 09.15 vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.
Den 17-årige er iøvrigt i forvejen sigtet i en sag om trusler på livet over for nogle fodboldspillere, som han i starten af oktober måned truede på livet med en pistollignede genstand ved en sportsplads i Vipperød, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.