Han troede formentlig ikke, at han ville se de sorte sække igen.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fortæller, at de fredag i sidste uge måtte rykke ud til en skov i politikredsen.
Fredag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at der var smidt tre sorte affaldssække og andre skraldeposer inde i skoven ved Næstvedvej uden for Sorø.
Betjentene gik dog affaldet igennem og her gik det op for dem, at den person - der havde skilt sig af med det - havde overset en vigtig detalje, da han pakkede sine skraldesække.
I affaldet blev der nemlig fundet flere breve med navn og adresse, og politiet kunne senere fredag aften sigte en 23-årig mand fra Sorø for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.
Kyler hammer gennem dør
En 38-årig mand blev andensteds i politikredsen sigtet for indbrud. Det skete efter, at han på spektakulær vis fik uberettiget adgang til et hus.
Natten til lørdag fik politiet nemlig en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand havde kylet en hammer gennem en rude i en dør til et hus på Sofiendalsvej i Haslev.
Politiet undersøgte gerningsstedet og gennemkørte bagefter området. På Themstrupvej så betjentene, at der stod nogle tasker på en havegang, og der var lys i et skur.
Da politiet dukkede op, stak en mand af fra stedet.
Han blev dog hurtigt løbet op og anholdt klokken 0.54. Det var en 38-årig mand fra byen, og det viste sig, at der også havde været indbrud i to huse på Themstrupvej. Den 38-årige blev sigtet for indbrud og taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 6.20, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.