Rigspolitiet indskærper praksis: 72 personer fejlagtigt sigtet

Foto: Rigspolitiet

Rigspolitiet har identificeret sagsbehandlingsfejl i såkaldte identitetssammenlægninger i politiets sagsstyringssystem, POLSAS. Det betyder, at personer fejlagtigt er blevet registreret på sager, som de ikke har været involveret i. Politiet har derfor nedsat en arbejdsgruppe, som skal sikre, at alle fejl rettes. Derudover indskærpes praksis for registrering over for alle politikredse, ligesom tilsynet hermed styrkes.

Fejl i sagsbehandlingen af identitetssammenlægninger har medført, at personer er blevet tilknyttet sager, som de ikke har nogen andel i.

"Det er fejl, vi beklager meget. Fejlene er et resultat af sagsbehandlingsfejl, der kunne – og burde – være undgået.  Politiet ser på håndtering af borgernes data med stor alvor, og vi har derfor sat et udredningsarbejde i gang, som skal sikre, at fejlene rettes og at vi får det nødvendige overblik. Desuden har vi igangsat en række tiltag, der skal sikre, at det ikke sker igen", siger rigspolitichef Thorkild Fogde.

Rigspolitiet har nedsat en arbejdsgruppe, som skal sikre, at de identificerede fejl rettes hurtigst muligt. Arbejdsgruppen skal ud over at rette fejlene også sikre, at der sker den nødvendige orientering af alle berørte borgere, for hvem fejlen måtte have haft negative konsekvenser.

Derudover vil Rigspolitiet styrke den vejledning, der gives til medarbejderne på området, så fejlene ikke gentager sig, ligesom der fremadrettet vil blive indført en skærpet egenkontrol i alle politikredse, som Rigspolitiet vil føre tilsyn med. 

Rigspolitiet er i dialog med Datatilsynet omkring håndteringen af sagen - en dialog, der vil fortsætte, til alle fejl er bragt i orden.

Sagsgennemgang forventes færdig inden sommerferien 

"Vi må konstatere, at der generelt ikke har været et tilstrækkeligt robust regelsæt og procedurer til at sikre en ensartet praksis på tværs af landets politikredse. Det er ikke godt nok og det er vi i gang med at rette op på", siger it-direktør i Rigspolitiet, Lars Ole Dybdal. 

Rigspolitiet har for nuværende identificeret 669 personer, som formodes at være uberettiget tilknyttet sager, som de ikke har nogen forbindelse til. Alle 669 personer er blevet fjernet fra de sager, de fejlagtigt var registreret på. 

Rigspolitiet kan dog ikke oplyse fejlenes endelige omfang, herunder om flere personer kan være berørt, før der er sket en manuel gennemgang af sagerne. Dette og opfølgning på fejlene forventes tilendebragt inden sommerferien 2020. 

Fakta

Tilknytning af personer i politiets sagsstyringssystem, POLSAS, sker som udgangspunkt på baggrund af CPR-numre. I mange sammenhænge kender politiet imidlertid ikke identiteten på alle sagens personer i den indledende fase af en sag. Og i visse tilfælde bliver personer aldrig identificeret som led i sagsbehandlingen. Det kan for eksempel være identiteten på et vidne, en anmelder eller en part i et færdselsuheld eller en anden form for hændelse. I sådanne tilfælde opretter sagsbehandleren personerne med et såkaldt erstatningsnummer (et ’ENR-nummer’). 

Der må kun oprettes én ukendt person pr. ENR-nummer ligesom der kun findes én person pr. CPR-nummer. Når politiet bliver bekendt med en ukendt persons identitet, skal ENR-nummer og CPR-nummer lægges sammen (heraf identitetssammenlægning).

Som led i sagsbehandlingen har sagsbehandlerne imidlertid fejlagtigt genbrugt en række identiske ENR-numre til ukendte identiteter. Det betyder, at der ved de efterfølgende identitetssammenlægninger kan være sket tilknytning af personer til sager, som de ikke har nogen andel i. Rigspolitiet har identificeret fejl i sager for perioden 1993-2020. 

Det kan for eksempel være som part i et færdselsuheld, som anmelder, som vidne eller i værste fald være registreret som sigtet. Sidstnævnte vurderes at være tilfældet for 72 ud af de 669 personer. Alle 669 personer er som nævnt fjernet fra sagerne. De sager, hvor de 72 personer har været registreret med en sigtelse, vil naturligvis blive gennemgået som de første af den arbejdsgruppe, Rigspolitiet har nedsat.