Politiet raser over danske bilister: "Fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt"

Foto: Shutterstock

Visse danske bilister opfører sig slet ikke, som man bør.

Et stort fokusområde for færdselsafdelingen i Københavns Politi har i 2020 været den såkaldte vanvidsbilisme. Altså når der bliver kørt over 100 procent hurtigere end tilladt. Halvanden gang så mange er taget i første halvdel af 2020 som i hele 2019, viser en ny opgørelse fra Københavns Politi.

”Det er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt at køre på den måde. Vanvidsbilisterne spiller hasard med både eget og tilfældige borgeres liv. Derfor er det noget, vi har stort fokus på i vores færdselsindsats,” siger chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder. 

I 2019 blev 19 personer sigtet for at overskride hastighedsbegrænsningen med mere end 100 procent. Alene i første halvår af 2020 er 31 personer sigtet for det samme. 

Læs også

Dødsfald: Kendt skuespiller taber kampen til corona

Øde vejstrækninger frister

Det hænger blandt andet sammen med, at gaderne har været mere øde de seneste måneder under nedlukningen af samfundet, fortæller Steen Søder: 
 
”Normalt ser vi denne type vanvidskørsel i de sene aften- og nattetimer, når gaderne der er mere øde og giver bedre plads til at køre stærkt. Det er simpelthen ikke muligt på samme måde i dagtimerne. Og under Covid-nedlukningen har trafikken været langt mindre, hvilket visse typer har brugt til at træde ekstra på speederen. I april måned tog vi f.eks. næsten fire gange så mange som i januar med mere end dobbelt så meget fart på som tilladt,” siger han. 

Da samfundet igen begyndte at åbne, faldt antallet af de grelle fartsyndere igen. Men de er desværre ikke væk fra gaderne endnu. I et af de seneste eksempler blev en 24-årig mand den 7. juni kl. 00.40 taget med mindst 156 km/t hen over Langebro – en zone, hvor man maksimalt må køre 50 km/t. 

”Vanvidsbilisterne er unge mænd i store biler, der opfører sig som om, at byens gader er en legeplads. Men det her er dødeligt alvor, og derfor fortsætter vi vores indsats for at komme det her til livs,” siger han. 

Læs også

Drik dem ikke: Skimmelsvamp kan gro i flaskerne