Politiet forbereder sig på travl weekend

Nu gør politiet sig klar til en travl weekend. Foto: Shutterstock

Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi venter mange rejsende sydfra, ikke mindst lørdag i morgen- og formiddagstimerne, hvor turisterne er på vej til deres lejede ferieboliger.

Den kommende weekend forventes der igen betydelig rejseaktivitet sydfra – primært borgere fra Tyskland, der krydser landegrænsen for at komme på ferie i Danmark. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor politiet også advarer om en nærliggende mulighed for trafikkøer. 

"Vi venter mange rejsende, ikke mindst lørdag i morgen- og formiddagstimerne, hvor turisterne er på vej til deres lejede ferieboliger. Vi gør vores bedste for, at trafikken skal glide så godt som muligt samtidig med, at vi skal gennemføre indrejsekontrol. Men selvom vi udnytter kapaciteten på grænseovergangene mest muligt, så vil der kunne opstå køer," forklarer politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest.

Følg disse tre gode råd

Politiinspektøren har desuden følgende råd til weekendens indrejsende:

  • Følg grundigt med i trafiksituationen. Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) vil løbende informere – og blandt andet tweete på dansk og tysk om trafiksituationen
  • Overvej at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt – eksempelvis tidligt om morgenen eller sidst på dagen.
  • Hav pas/anden rejselegitimation, dokumentation for leje af sommerhus m.m. klar til at vise frem allerede inden ankomst til grænsekontrollen. Ligger oplysningerne på en mobiltelefon/en tablet i form af mails eller lignende, så hav materialet klar, så det hurtigt kan vises frem.

De rejsende kan benytte fem grænseovergange ved den dansk-tyske landegrænse.
Grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Sæd har døgnåbent, mens grænseovergangen i Padborg har åben dagligt mellem klokken 07.00 og 23.00, og Pebersmark grænseovergang har åbent dagligt mellem klokken 07.00 og 19.00