Rigtig mange danskere har tænkt sig at tage i sommerhus i disse dage, men det er ikke nødvendigvis en god ide. Politiet advarer danskerne, og opfordrer dem til at huske deres gode vaner
Påske begynder at nærme sig, og det plejer jo at være en højtid, hvor danskerne samles, nyder god mad og særligt hinandens selskab.
Det første bliver stadig en mulighed, men hinandens selskab skal man helst ikke nyde endnu, da det fortsat vil være med til at øge risikoen for smittespredning af coronavirussen.
Mange danskere benytter påsken til at tage i sommerhus, og politiet har også en forventning om, at mange danskere har tænkt sig at gøre netop dette.
Syd- og Sønderjyllands Politi kommer dog med en sidste advarsel, inden danskerne begynder at valfarte mod sommerhusene. De spørger simpelthen om, om du nu er helt sikker på, at du skal i sommerhus.
Hvis det alligevel er tilfældet, så er der nogle ting, du bør huske på, når du tager af sted.
Husk dine gode vaner
“Hvis du beslutter dig for at tage af sted, så er det utroligt vigtigt, at du tager dine gode vaner hjemme fra med dig. Det er lige nu, vi alle sammen har ansvar for at holde fast og holde ud,” fortæller politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi, inden han fortsætter:
“Det er nu, vi skal se, at kurverne over indlagte og alvorligt syge -helst skal flade ud. Vi har hver en del af ansvaret for det – også hvis man vælger at tage i sommerhus”, lyder ordene fra politidirektøren.
I Syd- og Sønderjylland er det særligt populært at tage i sommerhus ved Blåvand, Vejers, Rømø eller Fanø.
Har du planer om at tage i sommerhus i løbet af påsken?