Om det var gensynsglæde eller ej melder historien ikke noget om.
Tirsdag var betjentene fra Østjyllands Politi flere gange i kontakt med to kvinder. Det startede i Matas, men sluttede på en jordvold for enden af en blind vej. Det fortæller politikredsen selv i døgnrapporten onsdag.
"Tirsdag kl. 14.56 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Viby Centeret, hvor en butiksvagt havde tilbageholdt to butikstyve. Vagten var blevet kontaktet af Matas, der kort forinden havde haft besøg af to unge kvinder, der havde stjålet flere parfumer og nu var gået mod parkeringspladsen," skriver Østjyllands Politi, inden de fortsætter:
"Vagten løb ud på parkeringspladsen, hvor han fik kontakt til de to kvinder, der med det samme indrømmede, at de havde stjålet fem parfumer fra Matas. Kvinderne blev bedt om at følge med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet."
Da politiet ankom til stedet, blev de to kvinder på 19 og 21 år sigtet for butikstyveri. Den 19-årige kvinde blev anholdt og kørt med på politigården, da hun skulle have taget foto og DNA i forbindelse med en anden sag, oplyser politiet.
Historien stoppede dog ikke der.
Sigtet igen…
Blot nogle timer senere bragte de to unge kvinder sig igen i politiets søgelys.
"Kl. 19.51 spottede en anden patrulje en bil på Åbyhøjgård i Åbyhøj. Da føreren af bilen fik øje på politiet forsøgte hun at køre væk, men endte på en blind vej, hvorefter hun kørte bilen op på en jordvold og derefter hoppede om på bagsædet, fortæller Østjyllands Politi.
De to unge kvinder var de samme. Denne gang havde de dog fået selskab af en ung mand også.
"Da betjentene kiggende ind i bilen sad der de samme to kvinder, der tidligere på dagen var blevet sigtet for butikstyveri, samt en 23-årig mand. Det var den 21-årige kvinde, der havde ført bilen, og det viste sig, at der var en god grund til, at hun havde forsøgt at stikke af."
"Hun var nemlig både påvirket af narkotika, havde ikke noget kørekort og var i besiddelse af hash. Hun blev derfor både sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og narkobesiddelse, og denne gang var det så hende, der måtte en tur med på stationen," oplyser politiet afslutningsvis.