Den samme mand mistænkes for at stå bag to forbrydelser.
Tirsdag formiddag anmeldte en forbipasserende, at en mand gående ved Søndre Jernbanevej gik og råbte og kastede plast-flasker efter andre og i det hele taget virkede psykisk uligevægtig. En patrulje blev sendt til stedet, og i mellemtiden indløb der en ny anmeldelse om, at han nu befandt sig på Hillerød Station.
Flere patruljer blev gelejdet til stationen, men det lykkedes dog i første omgang ikke at udfinde manden.
Spytter kvinde i hovedet
Der gik ikke længe, før manden gjorde væsen af sig igen. Det er i hvert fald den teori, som Nordsjællands Politi arbejder ud fra, fortæller politiet.
Klokken 11.48 anmeldte en 29-årig kvindelig togpassager nemlig, at hun i toget fra Hillerød mod Helsingør kort forinden var blevet spyttet i hovedet af en mandlig passager, efter hun havde bedt ham om at rykke lidt væk fra hende af hensyn til smitterisiko.
Efter manden havde spyttet på kvinden, steg han hastigt af toget.
Formentlig samme gerningsmand
På baggrund af signalementerne angivet i ovenstående anmeldelse fra Hillerød by sammenholdt med signalementet afgivet af forurettede i denne hændelse, er der med overvejende stor sandsynlighed tale om den samme mand i begge forhold.
Nordsjællands Politi skal nu blandt andet se på overvågningsvideo fra toget.
Manden beskrives som:
- Mand
- østeuropæisk af udseende
- 32 år
- 170 cm
- Kraftig af bygning
- Hvid i huden
- Havde kort hår.
- Talte dansk med accent.
- Var iført grå kedeldragt.
Ved du hvem manden er? Så grib straks knoglen og ring 114.