Mand i sort varevogn efterlyses: Lokker 10-årig med slik

Foto: Shutterstock

Politiet efterlyser nu en mand i en sort varevogn.

Hvem var manden i den sorte varevogn? Det spørgsmål stiller Syd- og Sønderjyllands Politi nu.

De vil nemlig rigtig gerne i kontakt med en yngre mand i en sort varevogn, der mandag aften tog kontakt til en kun 10-årig pige i Vester Sottrup mellem Aabenraa og Sønderborg.

Det var på Legbjergvej i Vester Sotttrup, at manden kl.18.20 tog kontakt til pigen.

Varevognen kørte hen og stoppede ved den 10-årige pige, hvor føreren - den yngre mand - tilbød hende slik. Pigen løb dog straks fra stedet.

Politiet beskriver at det drejer sig om en sort varevogn af ældre dato, som har hvid skrift på højre side og en defekt baglygte.

Pigen har givet et lidt usikkert signalement af føreren. 

Han beskrives som:

  • 25-30 år 
  • Dansk talende og med blå øjne
  • Iført en mørk hættetrøje der var trukket op et mundbind

Politiet har ingen indikationer på, at manden ville pigen noget ondt, men de vil gerne tale med ham. Det gælder også vidner, der kan have set bilen i området - eller nogen der har en ide om, hvem manden kan være.

Politiet kan kontaktes på telefon 114. 
 

Mediernes kontaktpunkt er Kommunikationsenheden.