Laver telefonfis: Det skulle han aldrig have gjort

Foto: Shutterstock

En ung mand mente, at det bare var en spøg. Det er politiet ikke enige i.

En falsk anmeldelse får nu efter alt at dømme konsekvenser for en ung mand. Han mente, at der blot var tale om telefonfis, men politiet er ikke lige så enig i, at der er tale om drengestreger. Det fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten tirsdag. 

Kl. 01.09 fik politiet fra alarmcentralen en melding om, at der skulle være sket et knivstikkeri på en bestemt vej i Kirke-Hyllinge. Anmelderen havde herefter afbrudt forbindelsen, så yderligere oplysninger om knivstikkeri kunne ikke fås.

Da hverken politiet eller redningspersonale kunne undlade at reagere på en sådan anmeldelse, rykkede politiet med adskillige patruljer, ambulancepersonale og en nødbehandler ud til det oplyste gerningssted så hurtigt som muligt, herunder ved anvendelse af udrykningssignaler.

Læs også

Tager udendørs bad: Pludseligt står vildt fremmed i haven

Var "bare" telefonfis

Myndighederne kunne hverken finde tilskadekomne, anmelderen eller vidner på det oplyste gerningssted, hvorefter politiet begyndte at efterforske i sagen for at finde ud, hvorfra anmeldelsen kom.

Det lykkedes i den forbindelse at finde frem til en ungdomsfest i Kirke-Hyllinge-området, hvor politiet fandt frem til ejeren af den telefon, hvorfra anmeldelsen om knivstikkeriet var indgivet.

Ejeren af mobiltelefonen – en 17-årig ung mand – kendte ikke noget til opkaldet, idet han under festen havde lagt telefonen fra sig. Politiet fandt efterfølgende frem til 16-årig ung mand fra Kalundborg, som erkendte at have misbrugt den 17-åriges telefon til det, som han opfattede som ”telefonfis”.

Politiet havde sammen med de øvrige myndigheder en anden opfattelse af opkaldet til alarmcentralen, så den 16-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ugrundet påkaldelse af hjælp og derved forårsaget udrykning af bl.a. politi- og ambulancepersonale.

Den 16-årige sigtede og hans værger kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sagen, som også de sociale myndigheder vil blive underrettet om.

Læs også

Kræves fra i dag: Sådan får du fat i coronapasset